Måske er moskeer ikke så farlige

Jeg er blevet utroligt provokeret af denne her blog – www.undallslund.wordpress.com, som jeg netop er faldet over. Der findes en del af dem – alle fyldt med voldsomme holdninger, som ingen rigtigt tør stå ved.

Den her er oprettet af en anonym gruppe for at modarbejde en eventuel moske i København og i øjeblikket bliver der ført en afart af en hetz mod byggematador Finn Bach fra Viborg, der bliver hængt ud som landsforrædder.

Jeg er lige nu ikke klar over, hvor langt planerne er om at bygge en moske i København. Jeg er heller ikke klar over, hvor højt bølgerne går i debatten (Hvis Pia K er med, går de sandsynligvis ret højt). Men helt ærligt så er jeg virkeligt uforstående over for den frygt, nogle mennesker har for at få bygget en moske. Danmark er et multikulturelt samfund, og det har det været siden 60′erne. Det er på tide, at de sidste efternølere anerkender det.

Her er det helt anderledes.

Argentina har cirka 40 millioner indbyggere. Langt de fleste er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Af dem anslås det, at cirka 1 procent er muslimer. Buenos Aires har samtidig Sydamerikas største moske, som for øvrigt er et utroligt flot byggeri, placeret et par kilometer uden for centrum.

Moskeen har ikke medført, at de herboende muslimer overtager styringen af landet og indfører sharia-lovgivning.

Moskeen har ikke bidraget til en større kløft mellem katolikker (som stadig er den største religion her) og muslimer.

Til gengæld bidrager moskeen til, at alle religioner er accepterede. Ligesom jødedommen, protestantismen, buddhismen og ikke-religionen ateismen.

Argentina har mange problemer, men indvandringen er ikke et af dem. Og det er vel det, der lidt simpelt sagt er løsningen: At se på forskellighed som en styrke og en ressource, frem for at frygte det når noget er lidt fremmed og nyt.

trist

Jeg har overrasket mig selv ved at være ked af, at Marco – dørmanden, der passer indgangen til den bygning, hvor jeg bliver undervist – skal flytte til en anden bygning i næste uge.

Marco er et stort smil, selvom han pendler fire timer hver dag. Han er hjælpsom og hyggelig.  Og vi plejer at sludre et par minutter før og efter min undervisning.

Han er et enkelt velkendt ansigt i en by fyldt med fremmede.

Jeg kender ham ikke, men det føles alligevel trist.

Når pest eller kolera skal styre landet

Argentina har i øjeblikket deres første folkevalgte kvindelige præsident Christina Fernandez de Kirchner. Hun blev valgt i slutningen af 2007.

Hun er advokatuddannet, tidligere førstedame, ivrig bruger af plastickirurgi (hvilket nu ikke er unormalt her), flyver til og fra arbejde hver dag i helikopter, og så har hun ændret den grammatiske bøjning af presidente, så hun nu af alle kaldes presidenta.

Politisk set tilhører hun den fløj, der kaldes perronisme. Det vil sige en fløj til venstre for midten, men som absolut intet har at gøre med socialisterne (de kan åbenbart ikke blive enige om noget). Og den liberale fløj er  ikke meget bevendt, hvis man gerne vil have et samfund, der er med til at løse problemerne. Altså stemmer en stor del af befolkningen på perronisterne.

Alligevel har hun ikke opbakning i meningsmålingerne.

Problemet er muligvis, at hun skal forstille at have en politisk overbevisning, som hun ikke gør meget for at udøve. Problemet kan også være, at hun hårdnakket har hævdet, at landet ikke har oplevet inflation i de to år, hun har siddet på presidenta-posten (for nylig kom der dog en oficiel udmelding fra regeringens side om forventet inflation i 2010). Problemet er muligvis, at det er folks reaktion på krisen.

For trods alle problemerne, vil hun stadig blive valgt som presidenta igen, hvis hun skulle vælge at stille op. For der er simpelthen ikke noget bedre alternativ.