“Skønhedsidealer” – eller “kulturen hvor hofter er tilladte”

Derhjemme er udgangspunktet en pind. Her er det en pind med buler af plastik.

Argentina er det land i verden, der har flest skønhedsoperationer pr indbygger. En del af dem står turister for, men det er tydeligt i gadebilledet, at en del kvindelige porteños også dyrker barbie-looket.

Jeg forstår det ikke. Hvad får en kvinde til at se sig i spejlet og tænke: “Pyt med mimikken, hvis bare jeg lige kan få fjernet den der flomse-hage”

Eller: “Jeg ville godt nok se bedre ud med et par balloner lige dér”?

Men nu kommer jeg til den gode del. For barbie-formen er nemlig ikke et kvindeideal, der gennemsyrer hele kulturen her.

I tangoens verden er kvindekroppens ideal netop som kvinder er flest: Med hofter og bryster (der bevæger sig). Måske er det opstået af nødvendighed. Af dansens trin, der fejer et par centimeter over gulvet for derefter hurtigt at flyve op i et spark eller spjæt. Det kræver nogle baller, der ville gøre Charlotte Bircow stolt.

Jeg er ligeglad med, hvordan det er blevet sådan. For fra at have bandet over den europæiske pind i mange år er jeg glad for endelig at have fundet en kultur, hvor den egentlige kvindeform – i al sin forskellighed – har sin ret.

Så passer jeg jo lige ind.

What a material world

I aftes fandt vi Kessler-kampen på en kanal. Det var fedt at kunne se den, fordi boksning altid er betalingskampe derhjemme. Men vi opdagede ret hurtigt en ulempe ved vores kabel-kanal. Da gong-gongen bimlede efter første runde, blev vi lynhurtigt stillet om til reklamer, som vi lige kunne nå tre af (en var selvfølgelig for selve kanalen) inden vi kom tilbage til boksekampen igen.

Sådan er det også i fodboldkampene. Er der den mindste pause i spillet, smutter der en tilpasset fem-10 sekunders reklame over skærmen, inden vi er tilbage på banen. Kort sagt:  Reklameindustrien har lidt andre vilkår herovre, end vi er vant til.

Man kan vænne sig til, at der er lange reklamepauser på alle kanaler tre-fire gange i løbet af en film. Man kan acceptere, at reklamepauserne kommer med fem minutters mellemrum, når vi har at gøre med populære serier. Man kan ignorere reklamerne, der dukker op i hjørnet (læs: på den ene fjerdedel af skærmen), mens man ser film eller serier.

Jeg kan grine ad, at René bliver bombarderet med reklame-sms’er fra vores teleselskab, mens jeg er nede på en enkelt reklame-sms og en “glædelig mors dag” hilsen.

Men i længden er det trættende, og det begynder at være ekstra frustrerende, når man misser væsentlige dele af det, man er ved at se, fordi der lige skal klemmes en ekstra reklame ind.

Vi kan selvfølgelig også bare gå ud. Her skal vi trods alt kun forholde os til bill-boards og løbesedler – sex-numre og luder-kontakter bliver trods alt ikke  givet til René, når jeg er med. Her er virkelig tale om customized advertising.

Jeg savner min stemmeret

Jeg har mistet min stemmeret til kommunalvalget hjemme i Danmark i morgen  ved at være meldt udrejst mere end et halvt år. Dermed har jeg ikke nogen tilknytning til nogen kommune.

Det er forståeligt men samtidig meget underligt. Jeg har mistet en mulighed for at deltagei demokratiet derhjemme, men samtidig har jeg ikke modtaget nogen rettigheder herovre. Vi lever på et turistvisum, der kræver at vi forlader landet hver tredje måned for at forny det. Ligegyldigt hvor længe vi bor her, får vi ikke nogen argentinske rettigheder.

Samtidig kan jeg læse hjemmesider, feeds på facebook og andet hurlumhej, der som altid er op til et valg – uden at kunne deltage. Jeg savner det – måske fordi det journalistisk altid er en højtid, når der er valg. Måske fordi jeg synes, det er så utroligt vigtigt at stemme.

Jeg har glemt det en gang. Til et kommunalvalg, da jeg var 19. Jeg havde ellers lagt stemmesedlen frem,  men jeg glemte at holde øje med datoen mellem diverse afleveringer til gymnasiet, og jeg fandt stemmesedlen en måned senere under en bunke dikkedarer.  Jeg synes stadig, det er pinligt, men jeg har da i det mindste ikke glemt det siden.

Selvom jeg ikke kan deltage den her gang, kan jeg trods alt glæde mig over, at skulle der komme andre afstemninger på programmet, mens jeg befinder mig på den sydlige halvkugle, så kan jeg stadig deltage i dem. Og i mellemtiden må jeg følge borgmestervalget i min gamle kommune på afstand. Det kan heldigvis stadig lade sig gøre.